Det er ikke et job – det er en passion

Som barn rendte jeg rundt hos min nabo, der var tømrer og ”hjalp” ham med at renovere hans hus. Han forklarede flittigt, hvad han gjorde, hvordan han gjorde det og hvordan værktøjet virkede, min interesse var vakt!

I 9. klasse skulle jeg finde en praktikplads. Min nabo huskede tydeligt min lærelyst, og han banede derfor vejen for, at jeg kunne komme i praktik som tømrer hos Sydkystens Tømrer- og snedkerfirma. I praktikugen hjalp jeg til med opførelsen af et enfamiliehus, og jeg elskede det! Bedre blev det, da min mester spurgte mig, om jeg ville blive som arbejdsdreng i den efterfølgende vinterferie. Da ferien var omme, tilbød han mig at komme i lære hos ham, når jeg var færdig med 10. klasse. Jeg tøvede ikke et øjeblik med at sige ja.

Under min læretid byggede vi 4-5 kvalitetshuse. At rejse gasbetonelementer, spær, isætning af døre og vinduer, opsætte lofter og lægge gulve… Jeg prøvede det hele, og jeg elskede det. At se et hus blive til, det at være en del af det. Dét er min passion.

Hvem er jeg?

Mit navn er August Kristof Larsen, og jeg er byggesagkyndig.

Efter min læretid arbejdede jeg som tømrersvend frem til 1995, hvorefter jeg uddannede mig til bygningskonstruktør på Byggeteknisk Skole i København. Jeg blev efterfølgende ansat som byggeleder hos A/S Albertsen & Holms tømrer- og byggeafdeling, hvor jeg arbejdede de næste 5 år.

Min gamle svaghed for enfamiliehuse begyndte dog at røre på sig omkring 2003, og jeg skiftede derfor til firmaet Lind & Risør A/S som tilsynsførende, hvor jeg stod for opførelsen af knap 70 huse i en hektisk og spændende verden. Jeg vendte dog atter tilbage til entreprenørbranchen, og arbejdede i de følgende 11 år som projektleder med egenproduktion inden for tømrer, murer samt byggestyring af hoved- og totalentrepriser hos henholdsvis AH BYG A/S, Elindco Byggefirma A/S og Enemærke & Petersen A/S.

I 2016 flyttede jeg fra Sjælland til Ringe på Fyn, og blev ansat som projektchef hos Hans Jørgensen & Søn Entreprenører A/S. Dog havde Rambøll Danmark også udtrykt interesse for mig, allerede inden jeg flyttede, og jeg blev i 2017 tilbudt en stilling som projektchef i deres byggelederafdeling i Odense, hvor jeg arbejdede frem til sommeren 2018, hvor et nyt eventyr skulle begynde.

Hvad kan jeg tilbyde dig?

2018 blev året, hvor jeg besluttede mig for at starte op som selvstændig og tilbyde min byggetekniske viden, ved at tilbyde købergennemgang ved hus-/ejendomskøb, udarbejdelse af byggetekniskrapport, tilstandsrapport, energimærkning og el-eftersyn i forbindelse med salg af bolig.

Jeg sætter god, informativ og professionel service som min højeste prioritet, og vil gøre mit yderste for, at du får en behagelig oplevelse ved at benytte Rydahl Byggesagkyndig.